Lægerne Tranevej - Hippe og Christensen

Jeg havde en dybt bekymrende og rystende oplevelse med Emil Dalgaard Christensen. Forløbet rejser alvorlige spørgsmål om patientsikkerhed, professionelle standarder og tilliden til læge og journal. Blodprøverne pegede på jernmangel. Jeg påpegede det, men Emil afviste det. En hæmatolog fandt senere samme problem i de samme prøver. Emil afviste også specialistvurderingen og journalførte i stedet en mulig psykisk årsag. Forløbet gav indtryk af begrænset faglig viden på området, stor skråsikkerhed og svag, bagvendt klinisk ræsonnering. Jeg forventer ikke, at en læge ved alt, men at faglige begrænsninger erkendes, og der søges vejledning eller supervision. Jeg bad Emil om at få blodprøverne gentaget om morgenen under standardiserede forhold. Eftermiddagsprøverne pegede allerede på jernmangel, men gav ikke et pålideligt udgangspunkt før behandling. Emil afviste at gentage blodprøverne og fastholdt, at der ikke var noget galt med min jernstatus. Det fik mig til at søge en speciallæge i England. I en videokonsultation vurderede speciallægen de samme danske blodprøveresultater, Emil allerede havde haft, identificerede problemet og anbefalede den standardiserede gentagelse. Derefter vendte jeg tilbage til Emil. Jeg påpegede bl.a., at laboratoriets referenceinterval kun gjaldt kl. 8-10, og at nationale faglige retningslinjer anbefalede morgenprøvetagning. Emil afviste betydningen og sagde, at det ikke havde nogen vægt. Han argumenterede i stedet ud fra, hvordan han mente værdierne ville ligge om morgenen, frem for at måle dem. For mig fremstod det som gætteri og manglende forståelse for behovet for et pålideligt udgangspunkt før behandling og senere effektvurdering. Jeg oplevede håndteringen af specialistvurderingen som afvisende og uprofessionel. Emil kritiserede speciallægen, betvivlede specialistens troværdighed og kritiserede mig for at søge hjælp uden for Danmark. Han klagede over ikke at have vurderingen skriftligt, men afviste at læse den, da jeg tilbød den. Da det stod klart, at vurderingen var i modstrid med hans egen, blev konsultationen straks afsluttet. Efter min opfattelse førte forløbet til forsinket diagnostisk afklaring og behandlingsstart. Journalføringen gjorde mig mindst lige så bekymret. Flere steder er journalen faktuelt upræcis og misvisende og gengiver væsentlige dele af forløbet anderledes. Blandt andet udelades det, at jeg havde bedt om en standardiseret gentagelse af blodprøverne, at Emil afviste den, og at det var derfor, jeg søgte en specialist. Videokonsultationen blev beskrevet som skriftlig kontakt, og specialistens plan for baselineprøver før behandling og senere effektkontrol blev reduceret til “kontrol af jern-niveauer”. Efter at jeg havde forladt klinikken, blev meget gamle journaloplysninger gennemgået og inddraget. Der blev introduceret psykiske forklaringer på mine symptomer, som ikke var drøftet under konsultationen, uden dokumenteret faglig sammenhæng med den aktuelle problemstilling. Min henvisning til de samme prøveresultater, som pegede på problemet, blev samtidig beskrevet som “overdreven fokusering på biokemi”. For mig fremstod det som en problematisering af mig som patient, hvor fokus blev flyttet fra de objektive fund og den uafklarede medicinske problemstilling til mig, min adfærd og mulige psykiske forklaringer. Journalen afsluttes med “Pt. er inf. og samtykker.” Det gjorde jeg ikke. Jeg var aktivt uenig i vurderingen og håndteringen. Ved flere konsultationer talte Emil nedladende om læger i USA og Storbritannien og gav direkte udtryk for, at private speciallæger var økonomisk motiverede. Jeg er medicinsk uddannet. Jeg forventer evidensbaseret udredning, respekt for faglige retningslinjer og laboratoriets angivne forudsætninger, relevant supervision og en journal, der korrekt afspejler forløbet. Jeg mistede tilliden til både Emil og klinikken. Jeg ville ikke gamble med mit helbred i denne klinik og skiftede praktiserende læge samme dag.

Jeg er desværre meget utilfreds med min oplevelse hos denne læge. Det virker som om, der aldrig er tid til patienterne, og man bliver konsekvent sendt videre til uddannelseslæger. Selvom de unge læger er søde og gør deres bedste, betyder det, at man aldrig når at opbygge et trygt og tillidsfuldt forhold til én fast læge. Derudover oplever jeg ikke, at mine bekymringer bliver taget seriøst. Konsultationerne føles forhastede, og man sidder tilbage med en følelse af ikke rigtig at være blevet hørt eller taget alvorligt. Det skaber usikkerhed omkring den behandling og rådgivning, man får. Alt i alt giver det en oplevelse af manglende kontinuitet og engagement, hvilket er problematisk, når det handler om ens helbred.