Klaregade Klinikken, Kirsten Ilkjær

For noget tid siden startede jeg i et forløb hos Kirsten. Jeg oplevede, at jeg ikke fik lov til at tale ud, og at der ikke blev lyttet til mig. Oplevede også at en session kunne vare 10 minutter, hvorefter hun sagde: “det snakker vi om næste gang”. Det virkede som om, at hun brugte min tid på at indhente sin tidsplan, fordi hun var forsinket. Var nødt til at stoppe mit forløb, da jeg kun fik det værre af at se hende.

Fik en liste med navne på ledige psykiatere hos lægen og Kirstens ventetid var kortest. Efter 5 måneders ventetid begyndte jeg at gå til samtale. Samtalerne var korte, typisk på ca. 30 min og jeg følte tit at jeg blev afbrudt og ikke var i stand til at fortælle de ting, jeg følte havde relevans i forhold til samtalen. Efter noget tid sker der en fejl i deres system, hvor jeg får tilsendt en forkert tid skriftligt på besked, som jeg selvfølgeligt møder op til. Her får jeg at vide at jeg skulle have været mødt op på en tidligere dato, ifølge deres system og at mit forløbet nu er afsluttet, fordi jeg ikke ringede tilbage 2 dage efter mødet sat i deres system, som jeg ikke vidste eksisterede.

Jeg blev henvist til psykiater, specifikt med henblik på en udredelse efter at have haft angst siden jeg var ti år gammel. Jeg bad hende bl.a. specifikt om at blive udredt for autisme. Kirsten taler til mig i tyve minutter og beslutter sig for at der ikke er grund til at lave en udredning og at mine problemer grunder i min angst. Vi bruger flere timer på kognitiv adfærds terapi men min angst og min generelle situation bliver ikke bedre. Til sidst bliver jeg angst for at se hende da jeg ikke kan vise at jeg har fået det bedre og det er stressende at blive fortalt at alle mine problemer er i mit hoved. Jeg er på dette tidspunkt begyndt at selvskade og har selvmordstanker og da jeg ringer til hende for at sige at jeg ikke har energi til at se hende længere, bliver hun vred og insisterer på at jeg skal komme og se hende fysisk for at fortælle hvorfor jeg vil stoppe forløbet. Jeg var grædefærdig og rystede da jeg skulle derind og det tog lang tid for mig at komme mig over det følelsesmæssige overgreb det var. I dag er jeg diagnosticeret med autisme og min angst er blevet meget mindre fordi jeg forstår hvor den kommer fra. Problemerne var ikke i mit hoved og hvis Kirsten rent faktisk havde lyttet til mig og lavet den udredning så havde jeg kunne undgå flere års angst og selvskade og selvmordstanker. Måske kunnet jeg endda have gennemført min universitetsuddannelse fordi at jeg rent faktisk ville have fået den hjælp jeg havde brug for. Jeg håber Kirsten læser dette og reflekterer over hendes adfærd og udsyn.

Kirsten Illekjær lyttede med empati og anderkendelse.

Havde et meget utilfredsstillende forløb hos Kirsten Ilkjær. I første omgang anbefalede hun mig at tage på højskole. I bagklogskabens lys kan jeg nu se, at jeg ikke var klar til et højskoleophold, men jeg havde tillid til idéen og endte med at betale mange penge for et ophold, som endte med at være jævnt dårligt og ikke gjorde, at jeg fik det bedre psykisk (nærmest tværtimod). Senere fik jeg en diagnose af hende, og til den anbefalede hun et gruppeterapiforløb, som heller ikke hjalp mig (og også kostede en god sjat penge). Jeg fik aldrig hjælp til at finde ud af, hvad denne nye diagnose egentlig var for en størrelse, og hvad den betød for mig, hverken hos hende eller i gruppeterapien. Jeg vil også nævne, at jeg sidenhen har mødt en person, som tilfældigvis også har haft Kirsten Ilkjær som psykiater og også har haft en dårlig oplevelse hos hende. Hvis jeg en dag får brug for en psykiater igen, bliver det ikke Kirsten Ilkjær.

Jeg blev af egen læge henvist til Kirsten Ilkjær, og min oplevelse med hende var elendig. På trods af at jeg havde det svært, viste hun absolut ingen interesse og initiativ til at undersøge og komme i dybden med min problematik, men i stedet interesserede hun sig mere for om hvorvidt min dosis på antidepressiver var tilfredsstillende. De fleste konsultationer bestod i at hun spurgte mig hvordan det gik med medicinen. Ellers viste hun ingen interesse i det psykiske, og at blive behandlet hos hende fik mig til at miste troen til psykiatere.